Logo
Fra skovens skygge til corporate identity
En sommernat i skoven mellem teltdug og fuldmånen stod skyggen af et egeblad. En silhuet, en form, en fortælling, der over tid blev manipuleret, ødelagt, genskabt, kopieret og roteret, for at blive det endelige logo for Tækker Group.
Et egetræ har nemlig egenskaber, der kendetegner vores virksomheder, og som vi identificerer os med. Egetræ er sejt, men alligevel fleksibelt. Egetræ er hårdt, fast og har en lang holdbarhed, men er også let at arbejde med. Et egetræ er smukt og står for noget bestandigt.
Egetræ kræver meget lys for at vokse, og derfor er en egeskov lys og åben. Det betyder, at lyset kan passere ned i skovbunden og give mange andre planter, buske og træer mulighed for at danne underskov. Hvilket igen skaber grobund for et mangfoldigt dyreliv.
Egen udvikler en kraftig pælerod, der vokser lige ned i jorden, og derfor vælter det ikke let i stormvejr. Egetræer kan vokse på næsten al slags skovbund og bliver 400-500 år gamle eller endnu ældre. Danmarks – måske Europas – ældste levende væsen er Kongeegen i Jægerspris Nordskov på Sjælland, der formentlig er over 1500 år gammel.
Om Tækker Group bliver ligeså gammel, kan kun fremtiden vise, men silhuetten fra egebladet på teltdugen den nat i skoven blev til en klar identitet, som vi kan vokse med. Både nedad, opad og udad – solidt, fleksibelt og åbent mod verden.
Vores logo og visuelle design er udviklet af designer Birgitte Munk, der er indehaver af - Muuni ApS.
|